top of page

Sorte Svane farves hvide

7. juni 2021




Den Sorte Svane bekræfter samfundets forfald: Eliten står i kø ved håndvasken

07 jun. 2024 kl. 16:00

Århus Stiftstidende

 

Allan Søndergaard, Silkeborg

DEBAT: TV2-programmerne om Den Sorte Svane har desværre ikke overrasket, men kun bekræftet mig i rigets tilstand. Sorte svaner vaskes hvide. Jeg har flere gange her fremført min påstand om, at Romerrigets Fald ikke er fortid, men nutid. Den Sorte Svane bekræfter min påstand.

Det danske samfund er visse steder gennemsyret af dekadence og svindel på alle planer. Nu kommer det frem i lyset, at, politikere, embedsfolk, advokateliten, byggematadorerne er dybt involveret i dekadencen, det moralske og politiske forfald. Groft sagt. De er ligeglade med den almindelige borgere, og stjæler millioner af kroner fra skatteborgerne. Og med hjælp fra det kriminelle rockermiljø.

Jeg er ikke rystet eller chokeret, men kun bekræftet i, at nogle politikere, embedsfolk, advokater og byggematadorer har en yderst mangelfuld moral. Og ministrene sidder på hænderne indtil tingene bliver afsløret.

Nu gælder det ikke alle, men sporene skræmmer. Lige nu er der travlt ved håndvasken og gratis billetter til flyverskjul hos alle instanser. På åben skærm benægter flere, hvad vi har set på tv. De påstår, at de aldrig har mødt de kriminelle, og aldrig udtalt sig. De kender ikke Den Sorte Svane, har aldrig mødt hende, selv om vi har set dem sidde til møde med hende!

Når nu jeg bliver afkrævet hver en krone i restskat, hvorfor kan magtsystemet ikke afkræve millioner, milliarder af svindlere? Er det mon fordi de ikke vil? Hvorfor er det tv-journalister, der skal gøre ministrene, politikerne, embedsfolk, advokateliten og samfundets ypperste, opmærksom på bedraget over for folket?

Der er ofret millioner, milliarder på at opkræve skat og grundskyld hos almindelige skatteydere. Men svindel i millionklassen kan man ikke afsløre, når det drejer sig om de ypperste og mest kriminelle. Alt det, som tv afslører, må jo være almen viden eller let tilgængelig viden for alle instanser.

Nu står ministre frem og erklærer, at det er frygteligt, at det står sådan til. Det vidste vi ikke. Og nu skal der gøres noget. Nogle politikere erklærer sig uvidende om svindlen. Embedsfolk er uvidende om egen andel i svindel. Advokatstanden glimrer ved bleg afstandtagen til de rådne elementer. Byggefirmaer vasker hænder i uholdbar cement. Og skatteborgerne betaler.

Alle ved håndvasken erklærer, at det vidste vi ikke, og det skal der gøres noget ved. Sker der så noget? Eller har alle snavs på fingrene?

Der er flere grupper, der får penge i hænderne. Ikke kun dybt kriminelle rockerbander. Lige nu skyder man flere sorte svaner ned, men svaner er jo fredede, så mon ikke de kommer på vingerne igen inden året er omme? Og skatteyderne betaler gildet.

Kommentare


Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page