Mortensaften
10. november 2025.
Efter at have spist ude, var det så tiden for den hjemlige familie-tradition, Mortensaften. Og igen kan vi glæde os over at hele familien kunne komme. Det er jo en tradition, vi begge har haft med hjemmefra. Emma og Markus havde dog valgt at opholde sig i Thailand, måske med pekingand. Selv i vores lille hus, kan vi mønstre et bord med 16 kuverter og pænt albuerum. Og der er plads til flere, der måtte komme til. Vi nyder disse familie-sammenkomster, hvor alle bidrager med godt humør, selv om vi ofte må stå lidt for skud. Helt uforskyldt. De 4 ænder må betragtes som bortfløjen med tilbehør. Dog var der også plads til risalamande med kirsebærsovs og 3-farvet is. Vi føler os rigtigt privilegeret som ”ældresagen”, der den ene gang efter den anden, har alle vores kære omkring os.
Og da jeg skrantede lidt, var der straks en afløser, men det blev ikke aktuelt, for den gamle livede op efter et døgn med fuld forplejning på Viborg Sygehus.
Foruden andesteg med tilbehør, dessert og herlig snak omkring bordet, var der også hygge i sofaen.
Comments