Indlæg i Midtjyllands Avis

26. august 2024.

Er sportskampen blevet ligegyldig?

af Allan Søndergaard

Langdalsvænget, Silkeborg

FODBOLD Jeg fornemmer, at der lige nu foregår en kamp mellem selve sportskampen og tilbehøret. Og jeg fornemmer, at tilbehøret sejrer og sporten taber. Lige nu er der debat om, hvad der aktuelt mangler til SIFs fodboldkampe. Der efterlyses bedre, billigere billet, bedre mad, flere aktiviteter i tilknytning til fodboldkampen og så videre.

Jeg er tilflytter, og støtter som sådan vores lokale hold og møder op til hjemmekampe. For mig er selve fodboldkampen det vigtigste. Til det hører en stadionpølse og en fadøl, og det fejler ikke noget. Og prisen er for mig ok. Jeg kan jo fravælge øl og pølse. I biografen køber jeg jo heller ikke dette tilbehør. På den måde er jeg godt tilfreds.

Der er andet, der holder mig væk fra stadion. Det er forfærdeligt at sidde i to timer og høre på øredøvende trommer og skrighalse med en megafon, da de åbenbart ikke selv kan råbe højt nok. Ser man på disse »stemningsskabere« kan man se, at de har lidt overlast og er ligesom mig blevet hjernetomme af den øredøvende larm. Ind imellem blander en DJ sig med forskellige kamphyl og øredøvende musik. De informationer, der ellers kommer over højttaleranlæg, drukner i larm. Tilmed skal man passe på, hvor man sidder, hvis man vil vise begejstring for det, der foregår på banen, for jubler man over det »forkerte« hold på det »forkerte« sæde, kan der vanke øretæver. Og når man ser billeder af de fanatiske tilskuere, der i bar overkrop med gestikulerende arme, hænder og fingre og et vild udtryk i ansigtet, skal man nok slå røven i sædet.

Stemning skabes af det publikum, der vil se fodbold. Kan det lade sig gøre? Ja, i England. Der er der stemning og sang på lægterne uden forstærkeranlæg.

Stort set samme scenarie oplever jeg til håndboldkampe. Her skal larmen fra trommerne suppleres med klappebøffer for at larme mest muligt. Og det får mig til at blive væk. Det er ikke usædvanligt at se børn med høreværn. Måske er der andre, der har det ligesom jeg, og måske er det her, der skal en kulturændring til.

Og så kan man jo bare blive hjemme. Så kan man da i ro og mag nyde sportskampe hjemme i stuen på TV.

Og dog ...

For her er der en sand hær af sportsjournalister, eksperter og tidlige »topidrætsfolk«, der sikrer, at selve kampen bliver underordnet.

Nogle gange kan man lytte til en tre-fire stykker af dem op til én time før kampen. De uddyber alle de tænkelige scenarier, og har en helt klar plan for kampens forløb. Under kampen er der igen mindst tre Kloge-Åger, der snakker i et væk om de samme ligegyldigheder, og deres primære opgave er åbenbart at finde fejldomme eller lige sige hvad, man ellers skulle have gjort med bolden. Ofte kommer kommentaren: Det må vi lige se på efter kampen. Mig bekendt, har de aldrig ændret en dom ved hjælp af Kloge-Åge.

Mit råd er. Vend tilbage til, at sportskampen er det primære, og det jeg kommer for at se.

Gerne krydret med en stadionpølse og en fadøl.