Frivillig tvang
12. november 2024
Jeg havde lige en kommentar til nedenstående indlæg.
Det tidligere indlæg:
Leder-Debat
2. november 2024
Uden støtte fra befolkningen kunne vi ikke støtte de kræftramte
Klavs Lunding-Sørensen, markedschef i Kræftens Bekæmpelse
DEBAT: I et læserbrev 26. oktober kalder læser Allan Søndergaard det ”dybt usmageligt,” at vi i Kræftens Bekæmpelse har indrykket en annonce på B.T.’s hjemmeside, hvor deltagere kan gætte vigtige tegn på kræft og deltage i lodtrækningen om en præmie.
Annoncen er en del af oplysningskampagnen ”De 7 Tegn,” der skal gøre befolkningen opmærksom på vigtige symptomer på kræft.
Jo tidligere kræft bliver opdaget, jo større er chancen for at blive kræftfri. Desværre overser mange nogle af de tidlige tegn på en kræftsygdom, og derfor oplyser vi om syv vigtige symptomer. Det er et vigtigt budskab, som vi forsøger at udbrede på mange forskellige måder og forskellige steder, hvor befolkningen kigger med.
Quizzen på B.T er en lidt anderledes og legende måde at sprede budskabet på. Hensigten har været at få en anden gruppe mennesker i tale end dem, vi normalt rammer med vores kommunikation.
Det er selvfølgelig helt fair at være uenig i måden, Kræftens Bekæmpelse annoncerer på. Man kan ikke ramme alle uanset, hvor meget jeg måtte ønske det.
Jeg betragter humor og kreativitet som vigtige redskaber, når vi forsøger at udbrede kendskabet til alvorlige emner. Det kan være med til at fange folks opmærksomhed og gøre dem klogere på kræft og støtte vores arbejde for, at færre får kræft, at flere overlever sygdommen, og at flere får et godt liv med eller efter kræft.
I læserbrevet udtrykkes der undren over, at vi giver quizzens deltagere mulighed for at indtaste deres kontaktoplysninger.
Det gør vi, fordi vi gerne vil have mulighed for at kontakte dem efterfølgende og spørge, om de kunne tænke sig at blive medlem af vores forening og støtte kræftsagen. Både deltagelse i konkurrencen og afgivelse af samtykke er helt frivilligt, og, som vi skriver tydeligt, kan man altid trække sit samtykke tilbage.
Uden medlemskaber og økonomisk støtte fra befolkningen kunne Kræftens Bekæmpelse ikke bedrive forskning på vores eget forskningscenter, støtte kræftforskning på hospitaler og universiteter i hele Danmark, yde gratis støtte og rådgivning til patienter og pårørende landet over samt oplyse befolkningen om at forebygge kræft. Kun tre procent af vores midler kommer fra det offentlige.
Så vi bliver ved med at gøre opmærksom på kræft og forsøge at samle penge ind til sagen. Også på kreative og humoristiske måder - selvom emnet bestemt ikke er noget at grine af.
Comments